Vores udgangspunkt for læringsrummene er, at indretningen skal støtte op om de seks læringstemaer, danske børnehaver arbejder ud fra:

  • Barnets alsidige personlige udvikling
  • Sociale kompetencer
  • Sprog
  • Krop og bevægelse
  • Naturen og naturfænomener
  • Kulturelle udtryksformer og værdier

Legen spiller en central rolle for børnehavebørns læring. Vi har i indretningen lagt stor vægt på at støtte og afgrænse mange forskellige former for leg ved hjælp af bl.a. plateauer og lave skillevægge. Derved skabes   tryghed for børnene og overblik for den/de voksne. Nogle læringsrum er åbne for fortolkning og forandring, mens andre er indrettet med høj detaljeringsgrad og genkendelighed for øje. Desuden er inspirerende materialer og redskaber placeret i børnehøjde til fremme af autonom leg. Reolernes øverste hylder er med låger og reserveret de voksne.

 

Børnehavens tre lege- og læringsrum har fået hver sit tema; motorisk leg, rolleleg og konstruktionsleg:

Motoriklegerum (ca. 30 kvm)

Inspireret af aktive børns udendørs leg forsøger vi her at opmuntre alle til at bruge og udvikle grovmotorikken. KLATREVÆGGEN er ikke særlig høj, men fylder i bredden for at fremme krydsbevægelser og koordinering. KLATRETOVENE er fæstnet i både loft og gulv, så børnene hurtigt oplever succes med at klatre op og eksperimentere med deres egen vægt. Der er blødt FALDUNDERLAG overalt i rummet.

 

Rollelegerum (47 kvm)

Et opdelt rum med høj detaljeringsgrad og god plads til legende grupper af børn. Afskærmet af en lav væg med en lille vinduesåbning findes et LEGEKØKKEN. DUKKETEATRET kan slås ud og brugestil mange forskellige afskærmede lege. UDKLÆDNINGshjørnet og reoler kan være med til at toneangive og inspirere lege med vekslende indhold. Og oppe under loftet finder børnene HULEN i trætoppen, et gemme- og opholdssted for større børnehavebørn, der kan lide at klatre.

BØLGEN er et lille afgrænset område til at side og ligge, lytte og lege. VANDPYTTEN er et petroleumsfarvet uldfilttæppe som kan bruges i en leg eller indramme et legeområde.

 

Fællesrum (105 kvm)

Fællesskab, fortælling og konstruktionsleg er temaerne i børnehavens største rum, hvor også køkkenet ligger, og hvor reposer og podier, bringer børnene op i øjenhøjde med de voksne. På FORTÆLLETRAPPEN, der fungerer som samlingssted og hyggekrog med polstrede RYGHYNDER på bagvæggen, er der plads til 30-40 siddende 3-6 årige. Fra trinene kan en stor gruppe børn følge med i samme højtlæsningsbog, som de selv henter fra overskuelige og inspirerende UDSTILLINGSHYLDER på bagvæggen. Trappen fungerer også som legepodie med HULLER TIL OPBEVARING af legetøj. Den overdådige gulvplads og arbejdsbordene bruges til værkstedsaktiviteter og konstruktionslege.