Det åbne, kaotiske fællesrum (findes i mange institutioner) er delt op i tre: Et afskærmet kreativt værksted, en fortælletrappe med plads til mange slags samvær og et frirum til passage og leg. Målet er at øge trivslen for både børn og voksne i institutionen. Skabe ro og rum til fordybelse, leg og samvær.

“En fornøjelse at opleve så stor faglig stolthed, kvalitetsbevidsthed og ægte kærlighed til et fag som Palmelund udstråler. Udover Johannes og Birgittes høje faglige niveau indenfor snedkerfaget, tilføjede de flere kreative ideer, som vi andre pædagogisk uddannede måske ikke kunne være kommet på. Dette gjorde processen endnu mere spændende og levende.”

Kenneth Nygaard, daglig leder i Bjørnemosen, Odense

Fortælletrappen er bygget op som en amfiscene, og her er plads til alle institutionens 55 børn. Ved samling har møblets cirkelform den fordel, at børnenes opmærksomhed rettes mod centrum, hvor de tidligere sad på taburetter eller på gulvet og kiggede i forskellige retninger.
Højdeforskellen på trinnene gør det muligt for flere børn at følge med og se billeder, når en voksen læser historie. Plateauerne kan indramme en leg som medspiller eller afgrænse i forhold til andre lege. Fortælletrappen er utrolig alsidig og bruges lystigt til både at sidde, sove, hygge, bygge, tumle og lege i.

“Projektet er nu implementeret i Bjørnemosens hverdag og har gjort en mærkbar forskel for både børn, forældre og personale. De praktiske funktioner har været med til at give vores pædagogik et stort løft, mens Palmelunds æstetisk flotte håndværk har givet vores fysiske indretning en helt fantastisk dimension, som vi ikke havde turdet drømme om ved samarbejdets begyndelse.”

Kenneth Nygaard, daglig leder i Bjørnemosen, Odense

Det kreative værksted afgrænses af lave vægge, som gør det muligt for den voksne at bevare overblikket i rummet. Dette skaber tryghed for både børn og voksne. I værkstedet er der plads til materialer, udstilling af billeder og tegninger samt taburetter, som børnene selv kan og må dekorere. Børnene kan selv nå op og udskifte billeder og malerier på tavlerne.

“Efter projektets afslutning har interessen for Bjørnemosens indretning vist sig overvældende. Mange besøgende har søgt inspiration hos os. Alle har været dybt imponeret over vores fysiske læringsmiljøer, især ”fortælletrappen”, der om noget har givet vores børnehus et samlingspunkt med muligheder.”

Kenneth Nygaard, daglig leder i Bjørnemosen, Odense